Hvidvare-nyt var med, da den tyske gigant BSH i foråret inviterede verdenspressen til virtuelt pressemøde. Det kom i høj grad til at handle om vækst og bæredygtighed.
For andet år i træk opnåede BSH Hausgeräte GmbH sin højeste omsætning nogensinde i de 55 år, virksomheden har eksisteret. I regnskabsåret 2021 genererede BSH en omsætning på 15,6 milliarder euro.
– Jeg er glad for, at vi trods mange udfordringer har leveret endnu et rekordresultat. Vi er dog klar over, at globale begivenheder fortsat vil påvirke vores forretning i det indeværende år. Ud over den foruroligende situation i Ukraine har vi stadig ikke helt overvundet corona, forsyningskæderne forbliver ustabile, og chipmanglen er stadig en realitet, siger CEO Carla Kriwet.
Vækst i alle regioner
I Europa voksede omsætningen med 9 procent sidste år. Væksten er især koncentreret om store vesteuropæiske markeder som Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Spanien og Italien samt Nordeuropa og Tyrkiet. I USA og Canada øgede BSH sin omsætning med hele 23 procent, mens tallet var 18 procent i Asien/Afrika-regionen og 17 procent i Kina, hvor BSH stadig er den førende ikke-kinesiske producent af husholdningsapparater.
– Vores langsigtede succes er funderet på en varieret portefølje af produkter. Vi sigter også mod at øge omsætningen på mindre markeder, hvor vi forventer en stor stigning i efterspørgslen. Vores vækst i Amerika er især baseret på luksus- og premiumsegmentet. Afrika og Indien er nøglemarkeder for implementering af vores vækststrategi. Vi producerer allerede i Indien, og vi begynder nu at bygge en fabrik i Egypten, vores første på det afrikanske kontinent, siger CMO Matthias Ginthum.
Bekymring over Ukraine
• BSH’s krisehold hjælper medarbejdere og deres familier med at forlade Ukraine sikkert. Virksomheden organiserer transport, indkvartering og yder økonomisk støtte til humanitær hjælp på stedet.
• BSH har afbrudt leveringen af dele til fremstilling samt leveringen af husholdningsapparater fra EU til Rusland. Desuden har BSH indstillet produktionen på de to fabrikker i St. Petersborg.
• Materialemanglen påvirker flere BSHfabrikker i Europa, og fabrikken i Tyrkiet har midlertidigt suspenderet dele af produktionen. Den deraf følgende mangel på levering af færdige produkter vil kunne mærkes på verdensplan.
Vækst i alle kategorier
Den stærkeste drivkraft for omsætningen i 2021 var produktkategorien ”køling”, som havde en år-til-år-vækst på 20 procent.
På andenpladsen kommer ”madlavning”, hvor ovne og kogeplader/ventilation steg med henholdsvis 14 og 13 procent. Omsætningen i kategorien ”tøjvask” voksede 9 procent, mens opvaskemaskiner steg 7 procent. Små apparater som automatiske kaffemaskiner, foodprocessorer og støvsugere viste også fine takter med en vækst på 9 procent.

Jobs og investeringer
Ved udgangen af 2021 havde BSH 62.400 medarbejdere på verdensplan. Det er 4 procent flere end året før. Stigningen skyldes især nyansættelser i produktionen.
Ved at udvide de lokale udviklingscentre i Kina, Egypten og Mexico, og med udvidede og nye produktionsfaciliteter i disse regioner, understreger BSH sit mål om at imødekomme forbrugernes specifikke behov på forskellige markeder. Den regionale produktion reducerer også transportruter og forsyningskæder, hvilket mindsker CO2- udledningen.
BSH’s udgifter til forskning og udvikling steg i 2021 med 47 millioner euro til 755 millioner euro, hvilket er 5 procent af den samlede omsætning. Det erklærede fokus vil fortsat være på forbrugerrettede innovationer, IoT-løsninger, digitalisering af hele værdikæden og etablering af en velfungerende cirkulær økonomi.

Bekvem bæredygtighed
En global undersøgelse foretaget af BSH i 2021 afslørede, at et stigende antal forbrugere ønsker en mere bæredygtig livsstil – men uden at ofre bekvemmelighed. De vigtigste kriterier for valg af hvidevarer er lang levetid, lavt energi- og vandforbrug og bæredygtige materialer. Hygiejne, madens friskhed og reduceret madspild er også vokset i relevans.
BSH har reageret ved at tilbyde innovative apparater og løsninger – og fremhæver selv tre eksempler:
1. De nye selvlærende opvaskemaskiner foreslår energieffektive programmer og informerer om vand- og energiforbrug.
2. Det indendørs havesystem Smart- Grow Life giver mulighed for at dyrke sunde urter og salater – uden lange transportruter.
3. Nye digitale tjenester som Foodfittery- appen reducerer madspild ved at foreslå opskrifter baseret på de tilgængelige råvarer.
Tilbage til IFA
Selv om BSH-pressemødet var virtuelt, var det stort anlagt – som vi kender det fra IFA-messen i Berlin.
Siden pandemien har der været en tendens til, at virksomheder arrangerer deres egne virtuelle events som alternativ til de gængse messer.
Derfor spurgte Hvidvare-nyt BSH’s topchefer, hvordan de forholder sig til efterårets IFA-messe.
– Vi har absolut tænkt os at præsentere vores spændende produktnyheder for offentligheden. Både på EuroCucina-messen i Milano til juni og på IFA-messen i Berlin til september, lød svaret fra CMO Matthias Ginthum.
– Og vores hovedtemaer bliver digitalisering og bæredygtighed, tilføjede CEO Carla Kriwet.
Mod cirkulær økonomi
BSH’s udviklings- og produktionsaktiviteter verden over har været CO2-neutrale siden 2020, og her anvendes stadig flere genbrugsmaterialer i produktionen af nye hvidevarer. Målet er at øge andelen af genanvendelige materialer til mindst 80 procent i 2025 – og mindst 95 procent i 2030.
Samtidig fortsætter BSH med at investere i nye forretningsmodeller som pilotprojektet ”Refurbished”, der for nyligt blev lanceret i Østrig. Her sælges for første gang professionelt renoverede Boschvaskemaskiner med producentgaranti.
– Jeg mener ikke, at bæredygtighed og rentabilitet udelukker hinanden. Tværtimod: Vores investeringer i bæredygtige processer og produkter er ikke kun et vidnesbyrd om vores virksomhedsansvar, men også en sund forretningsstrategi, understreger CEO Carla Kriwet.
bæredygtighed | bsh | carla kriwet | cirkulær økonomi | foodfittery | krig i ukraine | smart- grow lifeLæs også....
De høje el- og energipriser vejer tungt i budgettet hos mange danskere. Derfor hjælper Electrolux nu forbrugerne med at vurdere, hvor meget man kan spare ved at skifte til et konkret produkt.
Branchen for hvidevarer og små elektriske husholdningsapparater er kommet gennem skiftende konjunkturer og corona med skindet på næsen.
2022 blev trods krig og krise næstbedste år nogen sinde for salg af hvidevarer.
Man møder meget sortsyn for tiden, men Black Friday er stadig et vigtigt lyspunkt for salget af hvidevarer og elektronik i Danmark.
Kan den repareres? 1000 kr. er smertegrænsen for forbrugeren, når det gælder reparation af hvidevarer.
Under parolen ”Transforming with integrity” beskriver De'Longhi intentioner, motiver og mission på tre fokusområder inden for bæredygtighed, hvor virksomheden ønsker at gøre en forskel.
Forbrugerne har ikke bare ret til reparation, men krav på rette reparation. APPLiA udgiver ny bog til professionelle montører.
Produktet skal holde længe - og så må det godt spare energi. Forbrugerne prioriterer dette - og vil have en at tale personligt med ved køb.
De fleste kender i dag til smart-funktionalitet - og de færreste er villige til at betale ekstra for det.
I andet kvartal af 2022 øgede Nilfisk omsætningen, og sidst i kvartalet var ordreindgangen den højeste nogensinde.