2. august 2023  |   Branchenyt  |   Marked

Den nordligste Elgiganten

Butikschefen er fritidsfanger – og det er mange af kunderne også. Hvidvare-Nyt har besøgt Elgiganten i nordgrønlandske Ilulissat.

Marked
2. august 2023  |   af Henrik Egede

ILULISSAT – En 457 liter stor kummefryser (en Hisense) pryder midten af det, der må være verdens nordligste Elgiganten – filialen i Ilulissat nord for Polarcirklen i Vestgrønland. Butikken ligger på Alanngukasiup-gaden i Ilulissat, som en del af Pisiffiks handelshus, hvor forbrugerne foruden elektronik også i husets anden ende kan købe dagligvarer.

Indgangen er delt mellem de to butikker. Butikschef Frederik Petersen må denne torsdag morgen føre en lille, venlig pladskamp med lokale damer, der har slået borde op ved butiksindgangen og sælger vanter, pulsvarmere og små udskårne figurer. Frederik og hans personale vil gerne placere et par Weber-grills som blikfang. Det lykkes i mindelighed at dele pladsen i det trange indgangsparti:

”Vi kender dem jo alle sammen og de er vældig søde. Alle kender jo i øvrigt hinanden her hos os”, siger Frederik, der karakteristisk nok hilser personligt ikke bare pulsvarmer-damerne, men på samtlige kunder, der kommer i hans butik. I Ilulissat går ingen anonymt.  

Den store kummefryser danner baggrunden for samtalen med Hvidvare-Nyt.

”Du har ret i, at kummefrysere er et produkt, der normalt sælger godt her. Især de helt store frysere. Jeg har selv fire af den størrelse derhjemme”, siger Frederik Petersen.

Butiksejeren er nemlig som de fleste i den lille by og bygderne omkring fritidsjæger og -fanger. Om aftenen, i weekender og ferier jages rensdyr, snehare, rype, sæl og små hvaler. På fjeldet og fra familiens motorbåd. I alt mere end 5000 af 56.000 grønlændere er registreret som fritidsfanger. Mere end 2000 har fangsten som hovederhverv. I Ilulissat er fangst og jagt særligt attraktiv, fordi den 18 km. lange isfjord ved verdens største gletscher helt naturligt trækker havets dyr til, fx sæler og hvaler.

”Turistbådene prøver med mere eller mindre held at finde hvalerne, når de tager turister ud på isfjorden. Det er danskere, der driver bådene og de er kun heroppe i højsommeren. Vi andre … vi ved, hvor hvalerne er. Vi kan høre dem. Vi ved, at de kommer når motoren er slukket. Jagt supplerer godt for min familie. Sidst blev det fem rensdyr i Nasuuttooq (Nordre Strømfjord, et 190 langt og smalt fjordsystem tre timers sejlads syd for byen, red.). Ikke dårligt …”, smiler Frederik Petersen.

“Kend kunden” er ikke et tomt slogan. Det er hverdag for Frederik Petersen – butikschef i Elgiganten, Ilulissat.

Kend kunden

Frederik Petersen bekræfter, at de nordgrønlandske forbrugere under pandemien ligesom alle andre var mere hjemme – og derfor også mere hyppige gæster i hans butik. Omsætningen af både hvidevarer og forbrugerelektronik steg.

Er der produkter, der sælger særlig godt i det allernordligste Grønland:

”Ja, de fleste familier bager selv. Du ser ikke mange bager- eller brødbutikker i Grønland. Vi har god efterspørgsel efter blendere og bagemaskiner samt kaffemaskiner”.

”Desuden ser mine kunder mere TV end I gør i Danmark. Vinteren og mørketiden er lang og der blev solgt en del nye TV og skærme i den periode, hvor forbrugerne var hjemme. Nu er markedet tilbage i lidt mere almindeligt”, siger Frederik Petersen.

Han har i Ilulissat konkurrence to steder fra: det nærliggende Panasonic Center, hvor han selv har været butikschef indtil for et par år siden, og fra Brugseni overfor Pisiffik. Et hurtigt kig ind i Brugseni afslører, at konkurrencen på hvidevarer ikke synes at være den hårdeste: kun et par skærme er udstillet, ingen hvidevarer.

Det er tydeligt, at handelen differentieres i den lille by: Brugseni og Pisiffik deler fødevaremarkedet, Panasonic har varmepumper og Elgiganten er klart stedet at gå hen for hvidevarer og små elektriske husholdningsapparater.

”Så ja: vi er dominerende i området her”, indrømmer Frederik Petersen.

Diskret kamp om formiddagskunderne i Ilulissat. Elgiganten (bagest) og handlende med lokale varer forrest.

”Kend din kunde” er en hensigtserklæring for de fleste forhandlere i Europa. I Ilulissat er det en realitet. Frederik Petersen, der er opvokset i byen, kender alle sine kunder. Også de, der om lørdagen kommer fra de nærliggende bygder for at hente et produkt hjem i båden.

”Mange orienterer sig i dag om produkter på nettet og i Danmark. Men de køber her i butikken. Grønlandske forbrugere har som regel den holdning, at varige forbrugsgoder som hvidevarer skal bruges længe. De vil helt naturligt se produktet, røre ved det og have den ekstra snak og service, der følger med, når man går i butik …”.

45-årige Frederik Petersen er som butiksbestyrer en kendt person i byen – som både Elgigantens butikschef, byens hurtigste maratonløber, en dygtig skiskytte – og som en, der uden for arbejdstiden gerne sælger overskydende fangst videre.

”Ja, de fleste af os har flere roller. Det sker da bestemt, at folk ringer om aftenen ringer, ikke efter elektronik, men efter sæl, hval og rensdyr. Så må jeg jo se, om jeg også på det punkt kan tilbyde noget …”

For de særligt interesserede: Ilulissat er det gamle “Jakobshavn”, grønlandsforskeren Knud Rasmussens fødeby. Her udsigten fra Knud Rasmussens barndomshjem. Byen har 4700 indbyggere og ligger i Avannaata Kommune, den nordligste i Grønland.
elgiganten | forbrugeradfærd | ilulissat | isfjord | pisiffik
Del på

Tilmeld dig automatisk advisering om nyheder fra Hvidvare-Nyt - klik her
Læs også....
Hvidevarer tilbage i byens centrum
Miele åbnede 31. august sit nye Experience Center i København. Miele vil nudge og uddanne forbrugeren til bedre brug af produkterne.

Danskerne spenderer mere på køkkenrenovering
I en tid, hvor mange ellers holder igen med store forbrugsgoder, vokser ordrestørrelsen hos landets største køkkenrenoveringskæde. Ofte ryger der et par nye hvidevarer med i opgraderingen.

Med Danmark som skyggemarked
Den grønlandske forbruger er tålmodig. Salg af hvidevarer og elektronik på verdens største ø er da også "business as unusual".

Hvidt & Frit vinder frem i mat marked
Trods generel afmatning har Hvidt & Frit vundet markedsandele, og kædedirektør Jørgen Højlund glæder sig over endnu et flot regnskab.

Usikre tider – ikke umulige
2023 kan blive bedre end 2022. Det var en overraskende påstand, analysehuset GfK kom med.

2022 blev næstbedste år nogensinde
Trods krise og krig: sidste år var et godkendt salgsår for hvidevarer – men der er store variationer i tallene.

All About Me
Endnu for tidligt at tale om et vendepunkt. Men det globale marked for hvidevarer og elektronik bliver positivt inden udgangen af 2023, spår GfK

Flere heste at spille på
Branchen for hvidevarer og små elektriske husholdningsapparater er kommet gennem skiftende konjunkturer og corona med skindet på næsen.

2022 – bedre end 2020!
2022 blev trods krig og krise næstbedste år nogen sinde for salg af hvidevarer.

Black Friday blev ikke så sort endda
Man møder meget sortsyn for tiden, men Black Friday er stadig et vigtigt lyspunkt for salget af hvidevarer og elektronik i Danmark.

Forbrugerne: holdbarhed vigtigst
Produktet skal holde længe - og så må det godt spare energi. Forbrugerne prioriterer dette - og vil have en at tale personligt med ved køb.