Reservedele findes. 18 mio. reservedele til hvidevarer og elektronik ligger klar hos ASWO i Nordtyskland til at blive sendt ud i Europa via servicepartnere.
“Hvidevarer og elektronik kan ikke repareres. Jeg kan ikke få reservedele …”
Hvor tit har man ikke hørt dette? Privat og i den offentlige debat, fra forskere og politikere. Ingen nævnt, Ingen glemt.
At vi taler om en moderne urban myte – noget alle siger uden at vide noget om det – har APPLiA Danmark i flere år sagt til dem, der ville høre på det.
Og beviset for, at reservedele findes? Ja, det kan enhver forvisse sig om ved at køre en tur ned i området omkring Hannover, indlogere sig i den klassiske by Hildesheim og herefter køre det sidste stykke ud mod landsbyen Eime.
Her ligger nemlig den nordtyske virksomhed ASWO. Her ligger 18 mio – gentager 18 millioner (!) – reservedele på lager. Klar til, gennem ASWOs professionelle samarbejdspartnere, at blive sendt rundt til serviceselskaber i 38 europæiske markeder.
Det første, man ser, er to store trucks med påskiften Nordic. De kører henholdsvis klokken 15 og klokken 20 hver dag med reservedele til hvidevarer og elektronik i de nordiske lande. I Danmark er der som regel leverance til servicepartnere inden for 24 timer.
45.000 m2 med reservedele
ASWO er en utrolig historie – et virksomhedseventyr med en start og en nutid i det grønne, niedersachiske bondeland.
Historien er beskrevet tidligere i Hvidvare-Nyt. Kort fortalt: I 1974 bliver den lokale TV-reparatør i landsbyen Elze – Karl-Börris Aschitsch – utilfreds med, at han ikke kan skaffe originale reservedele til produkterne i sin TV- og radiobutik.
Karl-Börris Aschitsch og to partnere stifter ASWO med det formål at skaffe reservedele – og virksomheden har over årene udviklet sig til at være rygraden i reservedelsindustrien i Europa. ASWO er markedsledende i de fleste af de 38 lande, hvor virksomheden er repræsenteret:
“Vi er blevet Amazon på hvidevarer”, lyder det fra den daglige direktør Andreas Kuhlmann, da Hvidevarer & Forbrugerelektronik er på besøg.
Der handles i dag originale reservedele med 200 producenter verden over – repræsenterende 3000 brands inden for hvidevarer og forbrugerelektronik.
Virksomheden er i dag flyttet nogle få kilometer fra den ene landsby til den anden – fra Elze til Eime, hvor man er den absolut dominerende arbejdsplads.
I Eime håndteres hvert år 3,5 millioner ordrer – og ekspederes 10 mio. emner til hele Europa. ASWOs varehus er gennem årene vokset til 45.000 kvadratmeter. Mindst 80% af de leverende reservedele er originale – i det nordiske marked mindst 95%.
Halvdelen af reservedelene er i dag til hvidevarer og elektriske husholdningsapparater. 20% er til forbrugerelektronik, 20% til mobiltelefoner og smart phones.
Right to repair
ASWO hilser i høj grad velkommen, at “Right to repair” er kommet på den fælleseuropæiske agenda – og de enkelte europæiske landes agendaer.
“Den grønne dagsorden er sluppet ud af flasken. Der er ingen vej tilbage – og vi skal selvfølgelig basere vores forretning på præcis det”, siger Andreas Kuhlmann.
Forbrugerne er begyndt at reparere mere – og ændre adfærd. ASWO afsatte i 2023 15% flere reservedele i det nordiske marked.
“Hvis du spørger mig, hvad der giver mest langvarig effekt inden for vores område, så er det uddannelse og efteruddannelse. Der er betydelig risiko for, at flere forbrugere vil reparere, men at vi kommer til at mangle specialister, der kan reparere”, siger Andreas Kuhlmann.
På kort sigt vil skattefradrag for reparation have effekt. Dette drøftes lige nu i en del lande, bl. a. i Danmark:
“Det er fint, forbrugeren får incitament til at reparere mere. Vi går ind for dette – men vi skal sikre, at ordningerne ikke bare fører til, at priserne på reservedele stiger yderligere. Reparation – og genbrug – skal betale sig, før det giver mening”.
ASWO Danmark og senere ASWO Nordic er startet i 1996 af Sten Schroll. ASWO ejes i Danmark 100% af Fleggaard koncernen. ASWO opererer udelukkende i Business-to-business markedet. Forbrugere, der selv har kompetencer til at reparere, må finde reservedele hos de fysiske butikker eller på internettet hos de virksomheder, der leverer reservedele til forbrugerne.
“Det er i mange tilfælde OK, at forbrugeren selv skifter reservedel. Man skal dog være opmærksom på, at der for en del produkter og en del reparationer er et sikkerhedsaspekt. Hvidevarer og elektronik kan i de forkerte hænder være farlige produkter. Vi skal ikke gennem reparation tage chancer, der kan sætte ild til den stråtækte …” siger Sten Schroll fra ASWO.
I Danmark er ASWO initiativtager til et Netværk for reparationer og reservedele, der planlægges etableret under APPLiA Danmark i løbet af efteråret 2024.
andreas kuhlmann | aswo | producentansvar | reservedele | right to repairLæs også....
"Vi skal sikre et effektivt marked for reparationer, hvor det kan betale sig at reparere frem for at købe nyt. Danske forbrugere skal kunne trække udgifter til reparation af elektronik og hvidevarer fra".
I en tid, hvor forbrugere og politikere råber på "ret til reparation", har Danmark stået uden officielt tilbud om efteruddannelse til reparatør af hvidevarer og elektronik.