15. juni 2020  |   Kort nyt

Flere ting med i tasken

Eico udvider med hvidevarer fra Vestfrost og Sharp – i hele Norden.

Kort nyt
15. juni 2020  |   af Henrik Egede

På dagen, hvor statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, blev der samtidig i et andet hjørne af Danmark åbnet et lille stykke dansk hvidevare-historie. 11. marts 2020 udsendte Eico i Brønderslev nemlig en pressemeddelelse. Den fortalte, at Eico har indgået en aftale med en af Europas største hvidevareproducenter – tyrkiske Vestel – om forhandling af Vestels produkter i Danmark, Sverige, Norge og Finland. For Eico, der i 40 år har haft fokus på forretninger inden for emhætter og emfang, er den nye aftale banebrydende. Fremover har Eico alle hvidevareprodukter med i porteføljen – og forhandler nu altså det danske ikon-varemærke Vestfrost i hele Norden. Vestfrost har i et tiår været en del af den tyrkiske Vestel-gruppe.

Begyndt med vinkøleskabe

Det hele startede for Eico i 2019 med en aftale om forhandling af Vestfrosts vinkøleskabe på det nordiske marked.

Vinkøleskabene var en god ”generalprøve” for Eico, som længe har ønsket at udfolde det primære forretningsområde (emhætter) til at dække bredere inden for hvidevarer.

– Samarbejdet med Vestel omkring vinkøleskabene gik så godt, at vejen blev banet for at udbygge samarbejdet med de øvrige områder inden for hvidevarer, fortæller Michael Jacobsen, administrerende direktør for Eico.

Salgsdirektør Niels Poulsen har med sin store produkt- og markedsviden været en afgørende drivkraft i hele projektet.

– Vi har jo distributionskanalerne i forvejen, og det er smart for os at have mere med i tasken, når vi er ude. Kunderne synes, det er interessant, hvis der er mere at handle med hos os. Og vi kigger utvivlsomt ind i en fremtid, hvor markedet får færre og dybere leverandører. Vi vil gerne være en af dem, siger Niels Poulsen.

Fastholder kerneværdier

Michael Jacobsen betoner, at Eico fortsat er et videnshus med speciale inden for emhætter og emfang.

– Dette er de mest komplicerede produkter i hvidevare-pakken. Det kræver teknisk kunnen at installere dem korrekt, og lovgivningen om disse produkter, bl.a. kravene til luftcirkulation i bygningsreglementerne, er noget mere teknisk kompliceret end det, der gælder for de øvrige hvidevarer, forklarer han.

– Vi vil bevare Eicos kerneværdier og renommé. Vores mål er at overføre den ærekærhed, vi har udvist over for emhætter og emfang, til hele det nye produktsortiment. Med flere produkter i tasken får vi mulighed for at gå fra at være niche-leverandør til at levere hele hvidevarekoncepter til fx større byggeprojekter og hele køkkenmarkedet, siger Michael Jacobsen.

Salgskontoret Vestfrost Household har siden slutningen af 2018 været under nedlukning i Danmark. Dog ikke mere end at Esbjerg-virksomheden har haft en mindre bemanding for at opretholde service i forbindelse med lukningen.

– Vi overtager en ”on-going business”, så heldigvis skal vi ikke starte fra Adam og Eva, siger Michael Jacobsen.

50-100% vækst

Eico forventer, at aftalen med Vestel vil føre til 50-100 % omsætningsvækst i løbet af 1-3 år, og at der skal ansættes 8-12 nye medarbejdere i det nordiske hovedkontor i Brønderslev.

Med aftalen har den lille markedsspiller i Brønderslev fået en global gigant i ryggen:

– Fabrikken i Manisa i Vesttyrkiet er en giga-fabrik. Den dækker 1,2 mio. kvadratmeter, og du bliver kørt rundt i golfvogn, når du besøger stedet. Der er 16.000 medarbejdere, heraf 600 inden for forskning og udvikling, fortæller Michael Jacobsen.

På det nordiske marked vil hvidevarerne fortsat blive markedsført under mærket Vestfrost. Med i aftalen er også distribution af Sharp-produkter inden for home appliances, herunder også mikrobølgeovne.

Eico A/S blev stiftet af ægteparret Erik og Inge-Lis Lund i 1981. Virksomheden har hjemme i Brønderslev i Vendsyssel. Erik Lund havde en fortid i køkkenbranchen, hvor han var med til at starte JKE Design. I begyndelsen var Eico stærkest repræsenteret i køkkenbranchen. Fokus har været på emhætter og emfang, men efterhånden også på bl.a. kogeplader, ovne og affaldssystemer. Eico er nordisk forhandler af de to italienske brands Elica og Faber. Efter et generationsskifte i 2011, til nye ejere, henvender Eico sig i dag til hele det nordiske marked inden for køkken-, retail-, web- og projektmarkedet. Michael Jacobsen har siden 2015 været direktør for den nordjyske virksomhed, hvor Niels Poulsen er salgsdirektør, og Frank Svendsen økonomichef.

Vestfrost blev startet i 1963 af Arne Højvig, som overtog det konkursramte A/S Artika – startet i Tarp i 1960 med produktion af hjemmefrysere. Arne Højvig havde en tro på, at der var en stor fremtid i produktionen af hjemmefrysere og køle-fryseskabe. Vestfrost udviklede sig – på adressen Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg – på ganske få år til en af landets mest succesfulde eksportvirksomheder. I 1970 udgjorde eksporten således 94 % af virksomhedens produktion, hjemmemarkedet 6 %. Efter Arne Højvigs død i 1972 blev Tage Sørensen direktør, og virksomheden mere end fordoblede sin omsætning. Nu også med et stort marked i Mellemøsten. Vestfrost Household blev i 2006 – efter nogle år med underskud – solgt til tyrkiske Vestel, dengang Tyrkiets største producent af hvidevarer og elektronik.

eico | firmaaftale | hvidevare historie | vestel | vestfrost
Del på

Tilmeld dig automatisk advisering om nyheder fra Hvidvare-Nyt - klik her
Læs også....
APPLiA-webinar om emballage
APPLiA arrangerer sammen med FABA (lyskilde-producenterne) den 10. oktober 2023 et webinar.

A-mærket rammer loftet
På IFA 2023 kunne AEG stolt meddele, at man fra 2024 ikke længere bragte vaskemaskiner på markedet, der ikke var energiklasse A eller bedre.

Retur til fremtiden
Siden 2005 har Elretur håndteret producentansvaret for udtjente hvidevarer og udtjent elektronik for de fleste producenter i Danmark.

1. Halvår 2023: Ikke det bedste  
De første seks måneder af 2023 har ikke været de bedste for afsætningen af hvidevarer og små elektriske husholdningsapparater.

Energimærket er ikke kvalitetsmærke 
Energimærket er et fremragende pejlemærke for køb af hvidevarer og elektronik.

Borgerbonus for reparation
Danmarks Radio har i stort anlagte indslag forfulgt ideen om, at borgerne skal have fradrag for udført reparation af elektronik.

Stærkere forbrugerfokus på madspild
Ifølge en gallupundersøgelse fra Kantar Public angiver 94 pct af danskerne, at de har langt mere fokus på madspild i dag end for 15 år siden.

Michelin-stjerne over Gødstrup
Nu er en ny drøm realiseret. I sidste uge fik gourmet-restauranten Domæne, stiftet af Witt A/S, efter kun et enkelt års drift den første Michelin-stjerne.

Nordisk middag på IFA  
Igen i år inviterer de nordiske brancheforeninger til nordisk middag i forbindelse med IFA.

Mindre muntert marked  
Nu, hvor den danske regering har lagt krise-retorikken til side, har en afmatning ramt markedet for hvidevarer.

Bonus for reparation
Forbrugerne skal have bonus, når de vælger at levetidsforlænge hvidevarer og elektronik.