Den 1. marts 2021 introduceres et reskaleret energimærke, der skal hjælpe forbrugerne med at købe mere energi-rigtige produkter.
I år vil nogle nok undre sig over, hvorfor den A+++ vaskemaskine, de tænkte på at købe, pludselig er reduceret til et B.
Det simple svar: Glem de gamle energimærker! De kan ikke sammenlignes med de nye, reskalerede mærker.
Det lidt længere svar: Skala og målemetode er ændret for at skærpe kravene. Energiforbruget af A+++ vaskemaskinen er det samme, selv om der nu står B på mærkaten. Men klassificeringen, altså bogstavet på energimærket, er ændret.
En ny start
Reskaleringen sker gradvist over en årrække for udvalgte produkter. Fra 1. marts gælder de nye mærker for: opvaskemaskiner, vaskemaskiner, vasketørremaskiner, køleskabe, vinkøleskabe, frysere samt fjernsyn og elektroniske skærme. Lyskilder er omfattet fra september.
Meningen med dette skifte er at markere en ny start – efter en årrække, hvor de mest miljørigtige produkter har haft en uoverskuelig mængde af plusser efter A’et.
De næste mange år skulle vi således kunne se frem til endnu mere energieffektive produkter, uden at de sprænger skalaen.
To mærker i pakken
Siden november 2020 har man kunnet opleve produkter med to energimærker i indpakningen. Altså to forskellige klassificeringer. Det reskalerede energimærke, som let kendes på QR-koden øverst til højre, er det, der gælder fra 1. marts.
Butikkerne skal gennemføre ændringen til de nye mærker, både i fysiske butikker og på nettet, i perioden fra 1. til 18. marts. Produkter, der ikke har det reskalerede energimærke, skal sælges inden 30. november 2021.
BLIV KLÆDT GODT PÅ TIL RESKALERINGEN
På www.label2020.dk findes nu et e-læringsprogram, som har til formål at klæde forhandlerne godt på til reskaleringen. Ligeledes er der på samme side udgivet fem forskellige informationsfoldere om reskaleringen: en generel folder, en om køle/fryseapparater, herunder vinkøleskabe, en om vaskemaskiner og opvaskemaskiner, fjernsyn og elektroniske skærme og lyskilder.
FLERE PRODUKT-INFORMATIONER
Udover forbruget viser de nye energimærker en række tekniske spoecifikationer, så forbrugerne let kan sammenligne forskellige apparater. De viste specifikationer afhænger af produktet:
OPVASKEMASKINER: støj, eco-programmets kapacitet, varighed og vandforbrug.
KØLESKABE- OG FRYSERE: volumen og støj.
VINKØLESKABE: kapacitet og støj.
VASKEMASKINER: kapacitet, støj, centrifugeringsevne, vandforbrug, og eco-programmets varighed.
VASKE.-TØRRE MASKINER: kapacitet, vandforbrug, varighed, centrifugeringsevne og støj.
FJERNSYN OG SKÆRME: skærmstørrelse samt energiforbrug i standard- og højt dynamikområde tilstand.
LYSKILDER: energiforbrug pr. 1000 timer.
Læs også....
Energimærker er et vigtigt pejlemærke ved køb af hvidevarer og forbrugerelektronik. Sådan har det været siden mærkets introduktion i 1990'erne - og sådan vil det forhåbentlig fortsætte med at være.
Det reskalerede energimærke forventes at være ude i butikkerne i 2025 for følgende produkter: ventilationsaggregater til boliger, produkter til lokal rumopvarmning, klimaanlæg, husholdningstørretumblere samt ovne og emhætter
Det vrimler med A-mærkede vaskemaskiner, mens køl og frys er raslet nedad på skalaen. Producenter, forhandlere og forbrugere undrer sig. Ude i butikkerne har man fået en stor opgave med at forklare kunderne om de nye energimærker, der rammer produkterne vidt forskelligt.
Nogle hvidevarer klarer allerede de skrappeste krav for de nye energimærker . Miele, Siemens, Asko og Bosch præsenterer.