“Ingen grund til hurra …”

Den 1. januar 1995 kom de første fælleseuropæiske energimærker på produkterne. I første omgang køleskabe og frysere, senere vaskemaskiner, tørretumblere, tv-skærme mv.

I dag viser alle undersøgelser, at mere end 90 % af forbrugerne bruger energimærket som pejlemærke, når der købes nyt.

Producenterne har, indtil de sidste par år, brugt energimærkerne kraftigt i forbindelse med lanceringen af nye produkter, blandt andet på IFA-messen.

Når energimærkerne på det seneste er gledet lidt i baggrunden, skyldes det, at rigtig mange produkter allerede er i øverste A+++ energiklasse, fx inden for vaskemaskiner. Og at markedsføringen med “A+++ minus 40 %” ikke alene er nørdet, men også uofficiel – og ikke underlagt myndighedskontrol.

Yderst beklageligt

Hvordan blev det nu allestedsnærværende og populære energimærke så født?

Et kig tilbage hos den daværende producentforening FEHA afslører, at producenterne i de tidlige 1990’ere var skarpt imod indførelsen af mærket!

“Leverandørerne finder ingen grund til at råbe hurra for EF’s vedtagelse af et energimærkningsdirektiv, som i første omgang kommer til at omfatte køleskabe og frysere,” hedder det i Hvidvare-Nyt fra maj 1993.

Bladet refererer bl.a. beretningen fra foreningens generalforsamling, hvor den daværende formand Ib Frølich, Electrolux, gik stærkt i rette med planerne om det ny energimærke:

“Det er efter FEHA’s opfattelse yderst beklageligt, at EF er bukket under for pres fra forskellige lande, heriblandt Danmark og Holland, samt fra politikere, der gerne vil markere sig som miljøvenlige – uden nødvendigvis at have noget af have det i,” lød det fra den veltalende formand, som fortsatte:

“Vi havde hellere set, at projektet var blevet liggende i den skuffe, hvor det har opholdt sig de sidste femten år. Det eneste lyspunkt er, at det dog lykkedes at få standset en dansk enegang på området.”

“Ikke utænkeligt …”!

Producenterne fremhævede dengang, med en vis ret, at hvidevarerne på få år allerede var blevet meget mere energieffektive – med en reduktion på 40-50 % fra slutningen af 1970’erne.

Producenter i Danmark og Europa (foreningen hed dengang CECED) anførte, at det var “ressourcespild” at gennemføre mærkningen, at oplysningerne allerede fandtes, og at kontrollen ikke ville blive effektiv.

Da energimærkerne så alligevel blev europæisk lov, og indførtes pr. 1. januar 1995, var producenterne kravlet ned fra de retoriske barrikader. Nu lød mildere toner – på melodien “Udnyt mulighederne”: “Hvis man … benytter den stigende opmærksomhed omkring energiforbrug til at sætte fokus på apparaternes funktioner og egenskaber, er det … ikke utænkeligt, at prisen kunne komme til at indtage en mindre fremherskende plads,” hedder det diplomatisk i Hvidvare-Nyts leder i december 1994 – ved starten af mærkningen.

Konstruktiv medspiller

I realiteten blev branchen hurtigt en konstruktiv medspiller i overgangen til energimærkerne – med kursusvirksomhed til både producenter og detailhandelen om de nye muligheder. Energieffektive hvidevarer var kommet for at blive. Og mon ikke producenter, detailhandel og forbrugere i mange år har prist sig lykkelige over dette.

energimærker | feha