De nye bærbare højttalere har bedre lyd, nye farver – og Auracast til nem sammenkobling af flere højttalere.
På årets CES-messe i Las Vegas præsenterede JBL en række spændende opgraderinger til sin populære serie af bærbare højtalere: Xtreme 4, Clip 5 og Go 4.
Introduktionen af Auracast giver ubegrænsede forbindelsesmuligheder – lige fra stereoparring til multi-højttaler-forbindelse på tværs af forskellige enheder.
JBL Xtreme 4 er forbedret med AI Sound Boost, der analyserer lyden i realtid med en AI-algoritme, som giver mere kraftfuld og mindre forvrænget lyd. Modellen leverer op til 24 timers afspilning på batteriet, der også kan bruges som powerbank, så du kan oplade din telefon på farten. Batteriet er endda udskifteligt, hvilket kan forlænge højttalerens levetid. Modellen kan købes fra marts.
JBL Clip 5 er en mindre model med indbygget karabinhage, så du kan klipse den fast på fx din taske. Nu lettere end nogensinde, da karabinhagen har fået en større og mere tilgængelig åbning. Trods det kompakte format får du op til 12 timers spilletid. JBL Clip 5 lander i butikkerne til maj.
JBL Go 4 er den mindste højttaler fra JBL, men lyden er større end nogensinde takket være en opgraderet bas. Designet er også finpudset – blandt andet med en mere holdbar rem, som gør det let at tage højttaleren med overalt. Her får du op til 7 timers spilletid – og valget mellem hele seks forskellige farver. Modellen kan købes til april.
Alle de nye højttalere kan prale af 70 % genanvendt plast (PCR) og 80 % PCR-stof til højttalergrillen, ligesom de leveres med FSC-certificeret emballage og papir printet med sojablæk. Alle tre modeller har Bluetooth v5.3 med LE (Low Energy) lydfunktioner.
– Vi har altid været stolte af vores bærbare lydserie hos JBL, og nu hvor alle tre produkter er lavet af grønnere materialer, har vi endnu mere at tale om. Alle de velkendte funktioner, som fans forventer, er stadig intakte, men nu er de bygget med miljøet for øje, siger Carsten Olesen, præsident for Consumer Audio hos HARMAN, som står bag JBL-brandet.
bærbar lyd | højttalere | jblLæs også....
Samsung Music Frame er en smart højttaler, der er maskeret som en ramme til fysiske billeder. Nu lanceres den i Danmark.
De nye lydprodukter i Sonys BRAVIA-serie lover biograflignende lydoplevelser i hjemmet – med alt fra soundbars til personlige højttalere med nakkebøjle.