Som de første i verden har Grundig lanceret en vaskemaskine med et integreret filter, der fanger op til 90 procent af syntetiske mikrofibre fra vasketøjet.
Grundig har gjort filterteknologien tilgængelig for konkurrenterne. Hermed håber selskabet at bane vejen for et påbud om mikrofilter på vaskemaskiner, sådan som flere miljøorganisationer anbefaler. – Syntetiske mikrofibre fra vasketøj er et stort, men løsbart problem. Dette er markedets første vaskemaskine med integreret mikrofiberfilter, men med pres fra myndigheder og forbrugere kan disse filtre blive standard om nogle år. Patentet er åbent, så vejen er nu banet for at indføre et krav om denne type teknologi, siger Per Kristian Ervik, adm. direktør i Grundig Norden. Havforurening med mikroplast er et stort problem. De bittesmå plastpartikler ødelægger sårbare naturområder og optages i fødekæder. Det anslås, at vi årligt indtager omkring 250 gram mikroplast gennem vores fødevarer. – Vores konkurrenter må gerne se denne lancering som en udfordring. Det er på høje tid, at flere kommer på banen, siger Per Kristian Ervik.
Indfører påbud
Flere lande overvejer at indføre krav om mikroplastfilter i nye vaskemaskiner. EU arbejder med et forslag, og Frankrig har som det første land i verden indført et påbud om, at nye vaskemaskiner fra 2025 skal have mikroplastfilter. Nu håber Grundig-chefen, at de danske politikere følger efter.
– Teknologien er nu på markedet, men markedet bevæger sig for langsomt. Vi har brug for hjælp fra politikerne til at få indført et påbud nu, siger Ervik. I den norske afdeling af Power-kæden, som forhandler den nye maskine, forventer man stor interesse i hele Norden.
– Vi oplever en hastigt voksende efterspørgsel på produkter med gode miljøløsninger. Det gælder ikke mindst denne type produkter, der løser helt konkrete miljøudfordringer hjemme hos forbrugerne. Teknologien i denne vaskemaskine er et vigtigt bidrag til at reducere udledningen af mikroplast i Norden og helt i tråd med Powers offensive satsning på bæredygtighed, siger Anders Nilsen, adm. direktør i Power Norge.
Fibercatcher
• Er et integreret filter i vaskemaskinen, som fanger op til 90 procent af de syntetiske fibre, der løsnes fra tøjet under vask.
• Filteret tilkobles kun, når maskinen afvikler programmer for syntetiske tekstiler. • Vaskemaskinen giver besked, når filteret er fuldt og klar til at blive afleveret til genanvendelse.
• Når filteret er fuldt, kan maskinen fortsat bruges, men uden filtrering.
Læs også....
Samsung har netop annonceret deres nye line-up af vaskemaskiner, som udmærker sig med lavt energiforbrug og avancerede AI-funktioner.
Næsten hver anden dansker har dårlig samvittighed over, hvordan vores tøjvask påvirker miljøet. Det viser en undersøgelse fra Electrolux - som også har et bud på, hvordan vi løser problemet.
Hvis ”green washing” ikke var et skældsord, ville det passe fint på Samsungs nye Bespoke AI vaskemaskine.
Grundigs vaskemaskiner og kombinerede vaske-tørre maskiner er delvist fremstillet af genbrugte PET-flasker.
Selv de grønneste hvidevarer bliver sorte, hvis du bruger dem forkert. Her gode råd til brug af vaskemaskine.